Rumlog: Redningsaktionen
Der var nu gået nogle dage. Jordi´s forældre var glade for at have hørt nyt fra ekspeditionen, og at det var onkelens stemme, der havde været på lydfilen. Kadetterne havde efterhånden fået dannet sig et godt overblik over det lille solsystems himmellegemer. Der var både planeter, måner, kometer og noget, onklen havde kaldt asteroider. Men de havde ikke fundet ud af, hvor ekspeditionen var endt og hvilke planeter eller måner, der kunne være det sted, de måske kunne flytte hen.
De vidste, at det stadig ville være hårdt arbejde at finde frem til, hvor ekspedition Columbus helt nøjagtigt befandt sig. Før de fandt ud af det, ville de heller ikke vide, om det ville være muligt at flytte til dette sted for at overleve.
Med det samme navigatør Han Sol kom ind i lokalet, kunne de unge rumkadetter se at der var sket noget.
"I går, efter I var gået hjem, brugte jeg lidt tid på at undersøge nødsatellitten nærmere. Jeg kunne ikke forstå, at der intet stod om, hvor selve ekspeditionen var henne. Og det er ellers det første, man skal fortælle når man skriver i rumloggen, som I ved. Derfor undersøgte jeg satellitten igen og fandt en lille chip med en lydfil mere. Problemet er bare at ekspeditionen ikke fortæller, hvor de er, de beskriver kun de omgivelser, de er i. Men måske hvis vi hjælpes ad, og bruger alle informationer vi har om det lille solsystem, kan vi finde ud af, hvor de nøjagtigt er."
Hun satte den lille chip i afspilleren i sikringsskabet. En fil med overskriften ”Tillæg til Den store Galaksebog – Det lille solsystem” tonede frem og kort efter hørtes en hæs stemme som sagde…: